Dagen i dag har været en sørgelig dag.

Fredag den 13. august. Det er natten til denne dag for et år siden, at Politiet på vegne af den danske regering hentede de irakiske asylansøgere ud af Brorsons Kirken ved en dramatisk aktion - samt gennembankede de demonstranter, som sad fredeligt på asfalten foran kirken for at vise deres modstand mod aktionen.

For os, der overværede denne nat, var det så voldsom en oplevelse, at den vil sidde i kroppen i mange år. Det må ikke glemmes, at vi behandler vores irakiske gæster på samme måde, som de er blevet behandlet i det land, som de har været nødt til at flygte fra. Et land, hvor Politiet og militæret ofte kommer midt om natten og sparker dørene ind – akkurat som det danske politi gjorde den nat for et år siden.

Dagen i dag er der kommet folk forbi kirken – og har tændt lys – eller er stoppet op og har givet begivenheden en tanke eller en tåre.

I aftes var kirken stopfuld af mennesker, som ønskede at markere etårs dagen for rydningen. I flere timer var der blevet tændt lys og fakler foran kirketrappen. Og kl. 22 begyndte mindearrangementet inde i kirken. Vi havde et fantastisk flot og stemningsfuldt arrangement, hvor flere af de irakiske asylansøgere deltog. Både nogle af dem, som nu har fået opholdstilladelse i Danmark og nogen af dem, som igen sidder i asylcentrene og er ængstelige for en usikker fremtid.

Aftenen indledtes med kirkens rytmiske kirkeband, som spillede Bob Dylans “Every grain of sand” – og derefter læste Benny Andersen et digt op, som hedder “Til en flygtning”.

Hazhar Mohamad Jaff fortalte om, hvordan det var at bo i kirken sidste sommer, og derefter sang den irakisk-danske sanger Fanar Ghali en af sine sange på arabisk, hvor han bruger brudstykker fra den gamle arabisk-kristne tradition fra den ortodokse kirke i Irak. Dette var meget stemningsfuldt, og derefter spillede Simona Abdallah sin egen musik med musikinstrumentet tabla. Digteren Tore Ørnsbo læse 2 af sine digte – og så kunne vi synge Janne Marks salme “Et hus at komme til”, som var skrevet til lejligheden, og blandt andet siger: “Et hus at komme til, velkommen her du være vil. Græd dine tårer ud hos Gud, han rækker ud, hvor håbløsheden gror og planter troens frø dybt i din jord”. Dette var nok højdepunktet i mindearrangementet. De flere hundrede mennesker sad og sang med på denne nye og smukke melodi, og lod ordene være udtryk for den sorg, de på forskellig vis sad med i kirken.

Efter en forbøn og en velsignelse ved mig som præst, kunne vi allesammen synge “Dejlig er jorden” – og arrangementet sluttede med at Kirkebandet spillede C.V. Jørgensens fantastiske sang:  “Blåt blod til alle på Blågårds Plads”.

En flot og bevægende aften var næsten slut. Kirken var derefter åben til kl. 02, – og man kunne gå rundt i kirke og krypt og kigge på de kunstinstallationer, som den irakisk-danske konceptkunstner Mahmoud Alibadi havde skabt til anledningen.

……. der er IKKE sket mig noget!!!

……….. Jeg skrev jo i mit første blogindlæg, at det er blevet en dille i New York at skrive sin egen Nekrolog – sådan for at reflektere lidt over det liv, man har haft – og for at lege lidt med tanken med tanken om, at vi ikke er udødelige. Og det fik jeg også lyst til at gøre!

Men nu begynder min bloglæsere at skrive kommentarer tilbage om, hvor frygteligt det er, at jeg er død. Og hvor meget de savner mig. Og så må jeg jo trække i land igen, og sige, at I kan være ganske rolige. Jeg lever i bedste velgående. Jeg er sund og rask. Jeg stor og stærk. Jeg er frisk og veludhvilet efter en dejlig sommerferie i New York.  Jeg reflekter bare lidt over mit liv, nu her hvor jeg er fyldt 52.

Undskyld til at alle, som troede, det var virkelighed. Jeg beklager, at jeg gav jer en forskrækkelse. Håber I kan tilgive mig. Og jeg håber, at I stadig vil læse min blog – og mine overvejelser om livet og døden og livet efter døden……

Per Ramsdal døde natten til mandag efter efter at have været indlagt på Mount Sinai hospital i New York med mange kvæstelser. Han blev kørt ned af en gul new yorker taxa, da han stod og kiggede på Macy’s store fyrværkeri i anledning af 4. of July – Independence Day.

Per Ramsdal rejste i en alder af 51 år til New York for femte gang. Denne metropol, som aldrig sover, var et af hans favorit feriemål. Her i denne myldrende storby kunne han slappe af for alvor – efter f.eks. en hektisk og stresset tid i Ungdomskirken på Nørrebro. Han elskede at sidde ved Skildpaddesøen i Central Park og lytte til god musik på iPod’en og samtidig læse en god historisk bog. Eller at sidde nede på Pier 42 på en bænk og kigge ud over Hudson Floden og følge med i alle skibene, der sejler på floden og på flyene og helikopterne i luften.

Da Per Ramsdal fyldte 50 indså han, at han måske havde haft alt for travlt i sit liv – og han besluttede, at ville forsøge at trappe ned, så der også kunne blive plads til nogle fritidsinteresser og til bare at slappe af og lave ingenting.  Han ville gerne prøve noget nyt: Synge i kor, male akvareller og gå til yoga.  Han nåede at begynde at synge i gospelkor, og det gav ham en fantastisk afslappende virkning.

Per Ramsdal vil blive savnet af mange. Han havde et stort netværk i forbindelse med kirken – og han efterlader sig en ekskone og en voksen datter.

Ære være hans minde.

Mattæus 23,39

Når man laver den øvelse, det er at skrive sin egen nekrolog, så handler det om at skue tilbage på det liv, man har levet, – og kigge på, om det har været et godt liv – eller et spildt liv – eller forhåbentlig et eller andet midt imellem.

Og det kan være en god øvelse. Dels for at være opmærksom på det, som man allerede har oplevet og gennemgået – og dels for at anskue fremtiden ud fra kriteriet om, hvad man vil fokusere på og kæmpe for i resten af sit liv.

Og så det vigtigste af alt, synes jeg:  Om man har været så tilfreds med sit liv indtil nu, at det ville være okay, hvis Vorherre valgte at tage én hjem til sig før tiden, om man så må sige……

Jeg synes personligt, at jeg har levet så mange år her på jorden, – og oplevet så fantastisk meget, – og fået så mange ting givet, – at jeg ikke rigtig kan kræve mere af livet. Jeg vil selvfølgelig gerne leve mange, mange år endnu – og vil gerne se børnebørn og oldebørn vokse op. Men hvis det skulle ske, at jeg blev alvorligt syg eller kom ud for en ulykke, så ville jeg først og fremmest takke Vor Herre for alt det, som han har givet mig indtil nu – og så be’ ham om at stå mig bi i overgangen fra det her liv til det næste.

En gammel dame, som jeg snakkede med for et par år siden, sagde til mig: “Jeg er rejseklar!” “Jamen, skal du på ferie, Fru Jørgensen”, spurgte jeg hende. “Nej, da, men jeg har været klar til at møde min skaber i mange år”, var hendes svar til mig.

Det er dejligt, når man møder mennesker, der har et afklaret forhold til døden og Vor Herre, – og ved at livet ender med døden – eller sagt på en anden måde, at døden er overgangen fra det ene liv til det andet – eller måske bare en pause mellem de to liv.

”Per Ramsdal døde i dag den 4. juli – 19 dage før sin 52-års fødselsdag”.

Al begyndelse er svær – så hvorfor ikke bare begynde med enden? Med at skrive sin egen nekrolog.

Det er måske nemmere at begynde nederst på papiret med slutningen – frem for at begynde øverst med begyndelsen. For det er ikke nemt at komme i gang med starten – for foran én er der en helt tom side, som skal fyldes ud…… 

Frygten for det tomme papir”, var der noget der hed I gamle dage. Dengang man skrev med kuglepen eller blyant på et ark hvidt papir…. Og stregede ud, hvis der var noget, man ville ændre eller formulere bedre.

I dag, hvor man skriver på computer, er det måske ikke det hvide papir, der er mest scarry – men måske de mange taster, der bare glor på én, – og siger: Kom og tag os!  Men man ved ikke hvilken taste, man skal starte med……

Det første indlæg på en blog er måske den allersværeste. Det er indgangen til bloggen. Det er testen på, om bloggen er spændende. Det er eksamen. Det er den artikel, der vil blive mest læst. Det bliver folks vurdering på, om man er god til at blogge.

Måske skulle man bare starte et helt andet sted – end fra begyndelsen i København – og måske starte fra slutningen ….. i New York.

Det er sjældent at man får lov til at skrive sin egen nekrolog. Men det er åbenbart en dille her i New York, hvor jeg lige nu opholder mig på en lille dannelsesrejse, hvor jeg bor på hjørnet af Broadway og 109. gade – i en 150 m2 stor newyorker-lejlighed med udsigt over Hudson floden.

Efter ”11. september” er der sket en kæmpe transformation i newyorkernes måde at anskue livet på. De har fundet ud af, hvor sårbart menneskelivet er. De har fundet ud af, at døden er en uundgåelig del af livet. Og de har besluttet at livet er for kort til at gå rundt og være storby-sur hele tiden. Og det har medført, at langt de fleste newyorkere er utroligt venlige og imødekommende og gæstfrie. Kriminaliteten er faldet drastisk. Alle hjælper hinanden. Rigtig mange laver frivilligt hjælpearbejde. Kort sagt, der er utrolig dejligt at opholde sig i den her by, som er grøn og lys og varm og venlig.